|
EF-traktatens artikel 3, stk. 1, litra c), artikel 14 (tidl. 7 A) og artikel 43-55 (tidl. 52-66).
MÅL
Det skal sikres, at enhver, som udøver selvstændig erhvervsvirksomhed (hvad enten det sker inden for handel, industri, håndværk eller et liberalt erhverv), har mulighed for frit at udøve sin virksomhed på hele Fællesskabets område, igennem såvel etableringsret som fri udveksling af tjenesteydelser, navnlig for at opnå den bedst mulige økonomiske placering. Dette kræver ikke blot afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, men desuden, hvis man vil sikre, at denne frihedsrettighed udnyttes effektivt, foranstaltninger, der kan lette udøvelsen; først og fremmest harmonisering af de nationale adgangsbestemmelser eller gensidig anerkendelse heraf.
RESULTATER
1. Liberaliseringsbestemmelserne i traktaten
a. Princippet
I EF-traktaten kommer princippet om liberalisering inden for de liberale erhverv til udtryk på to måder: en person eller virksomhed kan enten etablere sig i en anden medlemsstat [etableringsfrihed: artikel 43 (52)] eller tilbyde sine tjenesteydelser på tværs af grænserne i andre medlemsstater og samtidig fortsat være etableret i oprindelseslandet [fri udveksling af tjenesteydelser: artikel 49 (59)]. Siden traktatens ikrafttræden har enhver ny restriktiv foranstaltning på området været forbudt, og de eksisterende restriktioner skulle være afskaffet inden overgangsperiodens udløb ved rådsdirektiver, der følger en samlet fremadskridende plan [artikel 44 og 52 (54 og 63)].
b. Målgruppen
Målgruppen omfatter først og fremmest fysiske personer, der er statsborgere i medlemsstaterne, og hovedsagelig håndværkere og udøvere af liberale erhverv. Hertil kommer juridiske personer, der er etableret på en medlemsstats område, og især selskaber: De aktiviteter, der almindeligvis udøves af disse (forsikringsvirksomhed, bankvirksomhed osv.), er således også omfattet af disse liberaliseringsbestemmelser, men som følge af de pågældende sektorers betydning vil de blive behandlet i særskilte emneblade (* 3.4.1. og 3.4.3. ).
c. Undtagelserne
Ifølge traktaten er virksomhed, som er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, undtaget fra bestemmelserne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser [artikel 45 (55), stk. 1]. Denne undtagelse begrænses dog af en restriktiv fortolkning fra Domstolens side: Hvis den skal omfatte et helt erhverv, skal alle aktiviteter, der udøves inden for det pågældende erhverv, være helliget offentlig virksomhed, eller også må den del af aktiviteterne, som vedrører offentlig virksomhed, ikke kunne udskilles fra de øvrige aktiviteter. Traktaten giver desuden medlemsstaterne mulighed for at holde fremstilling af og handel med krigsudstyr uden for bestemmelserne om fri etableringsret [artikel 296 (223), stk. 1, litra b)] og opretholde en særlig ordning for udenlandske statsborgere begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed [artikel 46 (56), stk. 1, og artikel 55 (66)].
2. Gennemførelse af liberaliseringen frem til konstateringen af den direkte anvendelighed
To generelle programmer, der blev vedtaget den 18. december 1961, indeholdt forslag til de nødvendige direktiver med henblik på ophævelse af begrænsningerne i etableringsretten og udvekslingen af tjenesteydelser for de forskellige aktiviteters vedkommende. Selv om Rådet havde vedtaget en lang række af disse direktiver, var arbejdet langt fra afsluttet, da Domstolen i 1974 fastslog, at de to frihedsrettigheder i henhold til traktatens bestemmelser - på trods af denne mangel - var direkte anvendelige efter overgangsperiodens udløb, dvs. fra den 1. januar 1970. Det drejede sig om Reyners-dommen af 21. juni 1974 (sag 2/74) vedrørende etableringsretten og Van Binsbergen-dommen af 3. december 1974 (sag 33/74) vedrørende udveksling af tjenesteydelser. Det blev dermed overflødigt at fortsætte arbejdet med at ophæve begrænsningerne, og de ikke-færdigbehandlede direktiver blev trukket tilbage.
3. Liberaliseringens betydning og rækkevidde efter konstateringen af den direkte anvendelighed
De to frihedsrettigheders direkte anvendelighed betyder, at statsborgere i medlemsstaterne har ret til national behandling. En medlemsstat skal tillade, at statsborgere fra andre medlemsstater etablerer sig eller udbyder deres tjenesteydelser på medlemsstatens område på samme betingelser som dens egne statsborgere. Enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet er således forbudt. Men de nationale betingelser for adgang til de forskellige aktiviteter og udøvelsen heraf gælder fortsat, hvilket på mange måder lægger hindringer i vejen for statsborgere fra andre medlemsstater, der bl.a. er nødsaget til at gennemføre nye studier for at opnå de krævede eksamensbeviser og certifikater. For at afhjælpe disse hindringer bevarer fællesskabsforanstaltninger, der har til formål at "lette udøvelsen" af de to frihedsrettigheder, deres fulde gyldighed: gensidig anerkendelse af de nationale bestemmelser og eventuelt harmonisering heraf.
4. Foranstaltninger med henblik på at lette udøvelsen af de to frihedsrettigheder: gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og certifikater
Blandt de foranstaltninger, der kan fremme etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, nævner traktaten [artikel 47 (57), stk. 1] først og fremmest gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og andre kvalifikationsbeviser, som kræves i de enkelte lande for at opnå adgang til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Derudover indeholder traktaten bestemmelser [artikel 47 (57), stk. 2] om samordning af de nationale regler om adgang til og udøvelse af disse erhverv, dvs. der skal ske et minimum af harmonisering af erhvervsreguleringen og især af de uddannelser, som fører til de krævede eksamensbeviser og certifikater. Da denne harmonisering imidlertid er vanskelig, kræver traktaten kun en sådan forudgående samordning for lægegerning og lignende virksomhed [artikel 47 (57), stk. 3]. På dette grundlag har lovgivningen om gensidig anerkendelse tilpasset sig til de forskellige situationer. Afhængigt af erhverv er denne lovgivning mere eller mindre vidtgående, men på det seneste er man begyndt at satse på en mere generel strategi.
a. Strategi med udgangspunkt i de enkelte erhverv
- Gensidig anerkendelse efter harmonisering
Det er inden for sundhedssektoren, at der er opnået de mest vidtgående resultater af den indlysende grund, at adgangsvilkårene, navnlig uddannelserne, kun varierer lidt fra land til land (i forhold til andre erhverv), og at den forudgående harmonisering af disse betingelser, der som nævnt er fastsat i traktaten, derfor ikke har været alt for vanskelig. For de fleste erhverv inden for sundhedssektoren er der derfor tale om fuldstændig gensidig anerkendelse af de nationale adgangsbeviser, således at disse kvalifikationsbeviser, der er omhandlet i forskellige fællesskabsdirektiver, giver mulighed for udøvelse af de pågældende erhverv i samtlige EU-medlemsstater med hensyn til såvel etablering som udbud af tjenesteydelser. Det drejer sig om:
læger: direktiv 75/362 og 363/EØF af 16. juni 1975 (kodificeret ved direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993, der senest er ændret ved direktiv 97/50/EF af 6. oktober 1997);
tandlæger: direktiv 78/686 og 687/EØF af 24. august 1978;
sygeplejersker: direktiv 77/452 og 453/EØF af 27. juni 1977;
dyrlæger: direktiv 78/1026 og 1027/EØF af 23. december 1978;
jordemødre: direktiv 80/154 og 155/EØF af 21. januar 1980;
farmaceuter: direktiv 85/432 og 433/EØF af 16. september 1985.
- Gensidig anerkendelse uden harmonisering
Inden for de øvrige erhverv har de store forskelle mellem de nationale bestemmelser ikke muliggjort en harmonisering, hvorfor den gensidige anerkendelse har været mindre omfattende. Her skal især nævnes:
Advokater: Forskellene i medlemsstaternes retssystemer og jurauddannelser har forhindret den fuldstændige gensidige anerkendelse af eksamens- og adgangsbeviser, der kunne have sikret fri etableringsret på grundlag af oprindelseslandets kvalifikationsbeviser. Med den nationale bestalling kunne advokater i en første tid kun opnå tilladelse til at udøve erhvervet i en anden medlemsstat lejlighedsvis (direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977); en betingelse for at udøve erhvervet frit var, at man var i besiddelse af værtslandets kvalifikationsbeviser. Med direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 er der taget et vigtigt skridt hen imod fuld etableringsfrihed: En advokat kan nu med sin bestalling fra en EU-medlemsstat etablere sig i en anden medlemsstat for der at udøve advokatvirksomhed, dog med det forbehold, at værtslandet kan kræve, at advokaten kun kan repræsentere og forsvare en klient ved domstolene med bistand fra en lokal advokat; efter tre års virke under denne ordning opnår advokaten (såfremt han ønsker det) uden adgangseksamen ret til at udøve advokatvirksomhed i fuldt omfang under værtslandets advokattitel.
Transportvirksomheder: direktiv 74/561 og 562/EØF af 12. november 1974 og 77/796/EØF af 12. december 1977 (etableringsfrihed for transportvirksomheder) blandt en lang række andre tekster.
Forsikringsagenter og forsikringsmæglere: direktiv 77/92/EØF af 13. december 1976 (fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsret).
Frisører: direktiv 82/489/EØF af 19. juli 1982 (fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsret).
Arkitekter: direktiv 85/384/EØF af 10. juni 1985 (fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsret).
Selvstændige handelsagenter: direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 (samordning af de nationale bestemmelser for udøvelsen af erhvervet).
b. Generel strategi
Det er imidlertid en langsommelig og trælsom proces at etablere en lovgivning for gensidig anerkendelse sektor for sektor undertiden ledsaget af en mere eller mindre omfattende harmonisering af de nationale bestemmelser. De opståede problemer har resulteret i forslag om en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser niveau for niveau, som skal gælde for alle lovregulerede erhverv, der ikke er genstand for en specifik fællesskabslovgivning.
Denne ordning er blevet gennemført i tre tempi:
I 1990 gennemførtes gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed (direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988) [1].
I 1992 blev ordningen udvidet til at omfatte eksamensbeviser, certifikater og kvalifikationsbeviser for andre uddannelser end lange videregående uddannelser - der sondres mellem to niveauer:
kortvarige videregående studier eller faglige studier;
studier på sekundærtrinnet (direktiv 92/51/EØF af 18. juni 1992)[2].
I 1999 indførtes en ordning for anerkendelse af kvalifikationer til udøvelse af en række former for handels-, industri- og håndværksvirksomhed, som ikke havde været omfattet af de tidligere gældende direktiver (tekstil-, beklædnings-, læder- og træindustri, osv.) (direktiv 1999/42/EF af 7. juni 1999) [3].
I de tre tilfælde kan værtslandet ikke nægte adgang til den pågældende virksomhed, hvis ansøgeren har de krævede kvalifikationer herfor i hjemlandet. Hvis uddannelsen imidlertid er af kortere varighed end i værtslandet, kan dette kræve erhvervserfaring af et vist omfang. Hvis uddannelsen er meget forskellig, kan værtslandet kræve, at ansøgeren vælger mellem at gennemgå en prøvetid eller aflægge en egnethedsprøve, undtagen i de tilfælde, hvor virksomheden kræver kendskab til national ret.
EUROPA-PARLAMENTETS ROLLE
Europa-Parlamentet har været drivkraften bag liberaliseringen af de liberale erhverv. Det har bl.a. nøje overvåget, at der foretages en streng afgrænsning af de erhverv, der kan forbeholdes et lands egne statsborgere (f.eks. erhverv, der indebærer udøvelse af offentlig myndighed). Desuden skal det nævnes, at Parlamentet i januar 1983 anlagde sag mod Rådet ved Domstolen for passivitet i forbindelse med transportpolitikken; denne sag blev afsluttet med en dom (sag 13/83 af 22. maj 1985), hvori Domstolen dømte Rådet for i modstrid med traktaten at have undladt at sikre fri udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med international transport og fastsætte betingelser for ikke-nationale transportvirksomheders adgang til den nationale transport i en medlemsstat. På baggrund heraf blev Rådet tvunget til at vedtage den nødvendige lovgivning (* 4.5.1.).
Det skal endelig bemærkes, at Parlamentets rolle er øget, efter at man er begyndt at anvende den fælles beslutningsprocedure inden for de fleste områder af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser (dvs. siden Maastricht-traktatens ikrafttrædelse).
Læs mere om de mange muligheder der findes med udenlandske selskaber:
Holdingselskab i udlandet
Andre link:
Skattefri aktieombytning
Grænseoverskridende fusion
Liechtenstein selskaber og fonde - AG, GmbH, Anstalt, Foundation
Udenlandsk konto
Engelsk firma
Udenlandske banker
Opret nyt firma
|
 |
