Skattepakkens rentebeskatningsdirektiv
EU’s rentebeskatningsdirektiv, vedtaget i juni 2003, skal sikre en reel beskatning af private borgeres renteindtægter fra opsparing i andre medlemslande. Det endelige formål er ifølge direktivforslaget at sikre, at det enkelte land kan beskatte sine borgeres renteindtægter i overensstemmelse med sin nationale skattelovgivning, uanset om renteindtægterne stammer fra opsparing placeret i det pågældende land eller i et andet EU-land. Det endelige formål er med andre ord residensbeskatning (bopælsbeskatning) af renteindtægter.
Direktivets endelige formål kan kun opfyldes effektivt, hvis der indføres automatisk udveksling af oplysninger om grænseoverskridende placeringer mellem skattemyndighederne enten på globalt plan eller – som den næstbedste løsning – i EU-landene og centrale tredjelande. Hvis der kun blev indført informationsudveksling mellem EU-landene eller en mindre gruppe lande, ville der være en klar risiko for kapitalflugt.
EU-landene indgik i 2000 en aftale (Feira-aftalen) om, at landene skulle vedtage et direktiv, der indførte automatisk informationsudveksling, idet Østrig, Belgien og Luxembourg skulle have en 7-årig overgangsordning, hvor de – i stedet for at udveksle oplysninger – kunne opkræve kildeskat og sende en del af provenuet til rentemodtagerens bopælsland. Overgangen til automatisk informationsudveksling i hele EU blev gjort betinget af, at en række centrale tredjelande – Schweiz, USA, Andorra, Liechtenstein, Monaco og San Marino – ville deltage i en ordning svarende til direktivet – men ikke nødvendigvis helt den samme – og at en række områder tilknyttet EU-landene ville deltage i samme ordning som direktivet. I december 2002 lå det efter lang tids forhandlinger med tredjelandene endeligt klart, at Schweiz ikke – i hvert fald i de kommende år – vil deltage i automatisk informationsudveksling. Schweiz har bankhemmelighed og tiltrækker blandt andet af denne grund i stort omfang kapital fra udlandet. I de schweiziske banker skønnes der således i 1999 at have været indskud fra udlandet for 560 mia. euro, hvoraf 48 pct. tilhører ikke-banksektoren, dvs. udenlandske private borgere, virksomheder mv., hvilket er meget højt i international sammenhæng[1]. Omvendt lå det klart, at betingelserne er opfyldt for så vidt angår USA. Schweiz er imidlertid det helt centrale land for EU, dels fordi de andre europæiske tredjelande ser ud til at ville følge Schweiz, og dels fordi Østrig og Luxembourg, der selv har bankhemmelighed, ikke vil udveksle information, hvis ikke også Schweiz vil samarbejde på dette område.
I lyset af disse forhold foreslog det danske formandskab i december 2002 en samlet kompromisløsning vedrørende dels en ordning for rentebeskatning i EU og dels en aftale om rentebeskatning mellem EU og Schweiz. På grundlag heraf blev der primo 2003 opnået politisk enighed om et EU-direktiv og en aftale mellem EU og Schweiz. Det endelige rentebeskatningsdirektiv blev vedtaget i juni 2003. Den nye ordning for rentebeskatning i EU vil indebære, at 12 EU-lande indfører automatisk informationsudveksling, mens Østrig, Belgien og Luxembourg skal anvende en ordning med kildeskat og provenudeling, jf. figur 1. EU har forhandlet sig frem til en aftale med Schweiz, der vil indebære, at disse lande skal anvende samme ordning med kildeskat og provenudeling, jf. boks 1. EU vil indgå tilsvarende aftaler med de andre europæiske tredjelande.
Figur 1. Ordninger til sikring af rentebeskatning i EU-landene, Schweiz og andre tredjelande
|
|
2005
|
2008
|
2011
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
12 EU-lande
|
Informationsudveksling (automatisk)
|
Informations-udveksling (a.)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
AUT, BEL, LUX
|
15 pct. kildeskat provenudeling
|
20 pct.
|
35 pct.
|
|
Informations-udveksling (a.)
|
|
Schweiz og andre tredjelande
|
15 pct. kildeskat provenudeling
|
20 pct.
|
35pct.
|
|
Informations-udveksling (på anmodning)
|
Østrig, Belgien og Luxembourg skal imidlertid skifte til automatisk informationsudveksling, hvis Schweiz og de andre tredjelande på et senere tidspunkt forpligter sig til at udveksle oplysninger om renter efter anmodning som defineret i OECD’s modelaftale om udveksling af skatteoplysninger[2]. Et land, der lever op til OECD-aftalen, skal – når det bliver anmodet herom af et andet land – udveksle oplysninger i civile skattesager samt i skattestraffesager, uanset om de undersøgte økonomiske forhold er strafbare i henhold til lovgivningen i det land, der bliver adspurgt. Denne model indebærer i givet fald, at de tre EU-lande skal gøre mere (automatisk informationsudveksling) end Schweiz (informationsudveksling efter anmodning). Rentebeskatningsdirektivet og aftalen med Schweiz gælder for rentebetalinger, det vil sige renter fra bankkonti, indtægter fra obligationer og gældsbeviser, samt indkomst fra investeringsforeninger, der fortrinsvis investerer i obligationer. Reglerne omfatter derimod ikke afkast fra aktier og afledte finansielle instrumenter. Der vil derfor være risiko for, at de rentegivende placeringer i et vist omfang vil blive konverteret til aktiver, der ikke er omfattet af reglerne, selv om dette er forbundet med transaktionsomkostninger. De nye regler vil endvidere dække et begrænset antal tredjelande, dog ikke USA. Reglerne vil derfor ikke sikre den optimale løsning, nemlig residensbeskatning af al personlig kapitalindkomst på globalt plan.
Ordningen for rentebeskatning i EU samt Schweiz og de andre tredjelande vurderes imidlertid at være et klart fremskridt i forhold til den nuværende situation. For det første vil der blive indført automatisk informationsudveksling og dermed bopælsbeskatning af renter i størstedelen af EU og i visse tilknyttede områder, der regnes for at være skattely. EU og Schweiz har endvidere en fælles forståelse om, at EU skal forhandle med nye tredjelande – f.eks. Hong Kong og Singapore – om at samarbejde på dette område. Risikoaversion vil desuden muligvis sætte grænser for, hvor investorer tør flytte deres placeringer hen. For det andet vil EU-landene få et skatteprovenu fra de renteindtægter, som EU-landenes borgere får fra deres placeringer i resten af EU – nemlig Østrig, Belgien og Luxembourg – samt i Schweiz og andre europæiske tredjelande. Kildebeskatningen vurderes – når den når 35 pct. – generelt at stå i et rimeligt forhold til det provenu, som landene ville kunne have fået, hvis det havde været muligt for dem selv at beskatte renterne efter egne skatteregler. Kildeskatten vil reducere realafkastet efter skat og vil derfor i sig selv begrænse incitamentet til skatteunddragelse.
For det tredje vil der blive indført automatisk informationsudveksling i hele EU, hvis Schweiz og de andre tredjelande på et tidspunkt går med til at udlevere oplysninger efter anmodning i henhold til OECD-aftalen. Det er ikke realistisk, at Schweiz i den nærmeste fremtid vil leve op til OECD-aftalen, da Schweiz netop kun vil udveksle oplysninger om forhold, der er strafbare efter schweizisk ret. EU og Schweiz har imidlertid aftalt at forhandle om ændringer af aftalen i lyset af den internationale udvikling, der vurderes at gå i retning af øget informationsudveksling på skatteområdet.
EU’s aftale om rentebeskatning med Schweiz har følgende hovedindhold:
Kildeskat og provenudeling: Schweiz vil anvende en ordning med kildeskat og provenudeling,
svarende til ordningen for Østrig, Luxembourg og Belgien.
Frivillig informationsudveksling: Schweiz vil tillade en procedure, hvor rentemodtageren i EU kan tillade
indberetning af renteindtægterne i Schweiz til rentemodtagerens bopælsland, så der ikke opkræves
kildeskat af betalingen i Schweiz, men så bopælslandet kan beskatte renteindkomsten i henhold til
egne skatteregler.
Revisionsklausul: Parterne vil forhandle om eventuelle ændringer af aftalen under hensyn til
den internationale udvikling.
Informationsudveksling: Schweiz og EU-landene skal udveksle oplysninger om renteindtægter
efter anmodning i forhold, der udgør skattesvig eller lignende i henhold til lovgivningen i
det anmodede land.
Afskaffelse af kildeskat på udbytte- samt rente- og royaltybetalinger mellem forbundne selskaber:
Et EU-land må ikke opkræve kildeskat af udbytter samt renter og royalties, som betales fra et
selskab i dette EU-land til et tilknyttet selskab i Schweiz, og omvendt, i overensstemmelse med
bestemmelserne om afskaffelse af kildeskat på udbytter samt renter og royalties i henholdsvis
EU’s moder-/datterselskabsdirektiv og skattepakkens rente-/royalty-direktiv.
EU skal indgå tilsvarende aftaler med Liechtenstein, Andorra, Monaco, San Marino, og visse af EU-landenes
tilknyttede områder skal anvende samme regler som i EU.
EU skal indgå tilsvarende aftaler med Liechtenstein, Andorra, Monaco, San Marino, og visse af EU-landenes tilknyttede områder skal anvende samme regler som i EU.
1. Jf. Huizinga & Nicodème (2001), der baserer sig på Bank of International Settlements’ (BIS) opgørelser over grænseoverskridende placeringer mellem en række lande, herunder OECD-lande og finansielle centre, der regnes som skattely.
2. The OECD Agreement on Exchange of Information on Tax Matters as developed by the OECD global forum working group on effective exchange of information af 18. april 2002.
Jf. Huizinga & Nicodème (2001), der baserer sig på Bank of International Settlements’ (BIS) opgørelser over grænseoverskridende placeringer mellem en række lande, herunder OECD-lande og finansielle centre, der regnes som skattely.
Jf. Huizinga & Nicodème (2001), der baserer sig på Bank of International Settlements’ (BIS) opgørelser over grænseoverskridende placeringer mellem en række lande, herunder OECD-lande og finansielle centre, der regnes som skattely.
Klik her og læs mere om dine fordele med offshoreselskaber
Offshore selskaber
Engelske private limited selskaber